AI på arbejdspladsen – 5 faldgruber og hvordan I undgår dem
Hvordan går det med AI og digital trivsel på jeres arbejdsplads? Alt for mange falder ned I dårlige vaner, der ikke nødvendigvis øger effektivitet, men til gengæld sænker medarbejdernes trivsel. Det kan man heldigvis gøre noget ved.
I dette indlæg kigger jeg på, hvordan I undgår de mest almindelige faldgrubber, når AI introduceres på arbejdspladsen: ulighed, rolleusikkerhed, ensomhed, overbebyrdelse og tilllidstab.
Faldgrube 1: Uligheden øges med AI
AI kan skabe mere ulighed på arbejdspladsen, fordi nogle medarbejdere favner værktøjerne bedre end andre. I nogle opgaver ligger det lige for at få assistance af en AI eller automatisere opgaven med en AI agent. I andre opgaver og funktioner er det måske knap så åbenlyst eller ofte, der er brug for en AI.
Samtidig kommer vi med forskellige erfaringer, kompetencer og oplevelser med teknologier, der gør os mere eller mindre i stand til at kaste os over de nye muligheder. Oveni det ligger forventninger og forestillinger både til os selv og til hinanden, som kan hindre, at alle får de samme muligheder for at bruge AI og de øvrige teknologier på en sund måde.
Hvis AI ikke skal skabe ulighed på arbejdspladsen, kan I sørge for:
- Grundig uddannelse i det nye værktøjer som tilbud til alle medarbejdere (lad være med at tro, at de unge lærer af sig selv og seniorer ikke vil eller kan lære!)
- Løbende involvering af medarbejdere, når processerne skal optimeres. Når medarbejderne er med til at udvælge og designe automatiseringer, øger I samtidig forståelsen af det nye og skaber både dygtigere medarbejdere og bedre kvalitet I automatiseringen.
- Mentorordninger: Par AI-kyndige medarbejdere med dem, der har brug for hjælp. Det skal gøres legititimt og normalt at have bruge for assistance til at forstå og benytte alle de nye muligheder
Faldgrube 2: usikkerhed om roller
Fordi AI kan hjælpe på så mange områder, bliver medarbejdernes roller udfordrede. Det skaber usikkerhed, en af de mest effektive stressorer vi har på jobbet. Det stresser hvis man ikke kender sin værdi, når AI tilsyneladende kan gøre det meste af ens arbejde. Bliver jeg overflødig?
Indtil videre er der kun ganske få jobs, der kan erstattes 1-1 med AI, men uklarheden og bekymringerne skaber mistrivsel. Samtidig kan medarbejderne blive overbebyrdede, fordi grænserne mellem roller og teknologier udviskes. Skal jeg være min egen udvikler og grafiker med en AI eller er det noget min kollega skal tage sig af? Den slags bekymringer får os til at sætter vi en masse igang, der ikke skaber mere værdi, men mere arbejde og digital stress.
Når I vil undgå jobusikkerhed, bør I sætte endnu mere fokus på:
- Klare jobbeskrivelser for alle og løbende tilpasning af dem
- Tydelighed omkring, hvilke menneskelige kompetencer virksomheden stadig har behov for
- Løbende åben dialog om planer for yderligere AI integration
Ved at inddrage medarbejderne i udviklingen, kan I undgå meget mistrivsel. Men det stopper ikke her, for nogen medarbejdere er begyndt at tale mere med sin chatkollega end de mennesker man omgås.
Den faldgrube skaber risiko for at øge ensomheden på jobbet.
Faldgrube 3: ensomhed med sin chatbot
En undersøgelse fra Harvard Business Review (Hadley & Wright, 2026) viser, at 54% af 1.545 amerikanske vidensarbejdere føler sig ensomme på arbejdspladsen, selvom (eller fordi?) de bruger AI til social støtte. Det er jo logisk nok, at hvis du bruger din opmærksomhed på at sludre med din chatbot, så kan du ikke samtidig få den nødvendige øjenkontakt og omsorg fra dine kolleger. Det er derfor meget bekyrmende, hvis Ai kommer til at overtage de relationer, der er så nødvendige på jobbet, både for vores trivsel og effektivitet.
AI kan ikke erstatte menneskelig forbindelse, og overforbrug af AI til karriereråd, følelsesmæssig støtte eller endda “venner” kan svække tillid, samarbejde og sociale færdigheder over tid. Jo mindre I taler sammen på jobbet, jo større risiko for at tilliden svækkes. Vi SKAL have ærlige, kritiske og konstruktive dialoger med hinanden, ikke kun med AI.
Ensomheden kan også øges ved, at I får optimeret så mange arbejdsprocesser, at behovet for samarbejde helt forsvinder. Hvis teamwork ikke er nødvendigt længere, bliver man selvfølgelig lettere ensom på jobbet.
Det vil mindske følelsen af tilhørsforhold og mental sundhed.
Kom endelig igang med at sikre jeres sociale relationer på jobbet:
- Monitorér AI’s sociale impact på arbejdspladsen. Målinger i trivsel, digital stress og psykologisk tryghed kan være indikatorer for, om den sociale sammenhængskræft er udfordret af for meget AI
- Etabler retningslinjer for, hvornår AI må og ikke må bruges til social støtte.
- Brug gerne AI til at fremme menneskelig interaktion f.eks. ved at bruge det til at organisere sociale aktiviteter, men bevar festudvalget og hold måske endda flere sociale møder.
Faldgrube 4: Overbebyrdede medarbejdere
Vores hjerner er slet ikke skabt til at holde styr på så meget, som AI muliggør at sætte igang samtidig. Nu sidder vi ikke kun for meget ved en skærm og multitasker, vi skal også holde øje med systemer, der multimultitasker imens. Derfor er hjernetræthed en større risiko end nogensinde før, når man arbejder i digitale arbejdsmiljøer.
Derfor skal I være meget opmærksomme på, hvordan AI værktøjerne bruges, både organisatorisk, i teams og individuelt. En ting er, at I kan få produceret en masse slop, der ikke skaber nogen værdi, men I kan også få medarbejdere, der bliver mindre effektive, jo mere AI de skal benytte.
Brems risikoen for at medarbejderne bliver overbebyrdede af AI:
- Træn ledere i at genkende tegn på hjernetræthed af digitalt arbejde og AI overarbejde; spot symptomer på mental udmattelse og nedsat produktivitet. Et komplekst område med mange potentielle årsager, men nu er der altså en mere at holde øje med.
- Træn medarbejderne i at bruge AI sundt. Uddannelse skal ikke kun handle om at bruge teknologierne effektivt, men også indeholde uddannelse i sund AI-brug.
- Læs mere om at nedbringe multitasking i mit tidligere blogindlæg.
Book mig gerne til at holde en workshop om hvordan man bruger AI effektivt, uden at blive overvældet.
Faldgrube 5: tillidstab
De sidste faldgrube jeg vil pege på handler om, hvordan I bruger jeres teknologier til at overvåge medarbejderne. Med AI forstærkes mulighederne for at holde øje med produktiviteten eksempelvis ved at logge keystrokes, chatovervågning, tracking af output og så videre.
Smart og dejlig målbart, men det indebærer også en stor risiko for, at underminere tilliden mellem ledere og medarbejdere. Det kan skabe en øget frygt for at gøre noget forkert (holder de nu øje med mig og mine fejl?) og med nedsat psykologisk tryghed kommer også mindre kreativitet og trivsel.
Hvis I vil bruge AI til at følge produktivitet bør I samtidig overveje: Måler vi faktisk værdi?
Er målingen det værd, når det er på bekostning af tillid?
Her er et par tips til at undgå at sænke tilliden med overvågning:
- Skab transparens: Forklar hvorfor og hvordan AI bruges til overvågning. Hvad trackes, hvorfor og hvem evaluerer data?
- Fokus på resultater, ikke aktiviteter: Mål output (f.eks. færdige opgaver) i stedet for input (f.eks. tid foran skærmen).
- Fremhæv, at AI bruges som et værktøj til støtte i processerne, ikke til kontrol.
Der sker hele tiden nye situationer omkring vores samarbejde med AI og de øvrige teknologier på arbejdspladsen. Dette er mit bud på nogle af de værste faldgruber anno 2026 og jeg håber de kan inspirere jer til at integrere AI på en sund og human måde.
Vil I undgå disse faldgruber? Kontakt mig for en uforpligtende snak om human AI-integration.
God arbejdslyst og
– Bettina Prühs (uden ret meget brug af AI, den var kun med til at skabe overblik over mine ideer og bygge et billede)
Blogindlægget var inspireret af disse artikler:
Harward Business review, marts 2026: When using AI leads to “Brain Fry”
Futurism, juni 2026: Companies that embraced AI are now rotting away in a very specific way
National Library of medicine, Brain Sci marts 2025: Demystifying the New Dilemma of Brain Rot in the Digital Era: A Review













Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!