,

Mailstøj: Hvordan understøtter man en god mailkultur på arbejdspladsen?

Mailstøj

Mails er et uundværligt redskab til at formidle information i moderne arbejdsliv. Men selvom det er effektivt, er det også en af de største kilder til digital stress og mailstøj. Når alt (for meget) kommunikeres via mail, drukner vigtige informationer i mængden. Samtidig er der ofte stadig en indlejret forventning til, at vi bør reagere hurtigt på mails. Desværre får det os også til at forholde os alt for aktivt på irrelevante henvendelser og gør os derfor mindre produktive imens vi bliver mere stressede.

Sådan skabes en organisatorisk kultur, der understøtter en god mailkultur

Hvis vi skal komme forbi den forhindring, skal vi sende færre mails og nøjes med at forholde os til de mails, der faktisk er relevante for vores arbejde. Men hvordan kan I lykkes med at støje mindre i mails? Her er mine bud på, hvordan I kan komme igang. Men jeg er nødt til først at starte med en advarsel:

Nye teknologier til at håndtere mails er ikke løsningen på mailstøj

Selvom teknologier lige nu tilbyder en masse nye muligheder for at bryde ud af den adfærd, så kan de også være med til at understøtte problemet. AI agenter og andre værktøjer kan nu både skrive, læse og sortere dine mails for dig. Smart, men desværre skaber det både dårligere og flere mails, der skal håndteres, altså mere mailstøj i systemet. Imens din AI kommunikerer med en anden AI, mister du den nødvendige og gode relation til dine kolleger og går formentlig stadig glip af relevant information (Pothmann et al., 2026).

I stedet for at installere nye AI agenter, der kan håndtere jeres mail, vil jeg foreslå af I starter et andet sted. I kan  helt sikkert blive skarpere på jeres forventninger til mailhåndtering. En tydeligere social kontrakt mellem afsender og modtager af mails kan gøre en stor forskel for begge parter, fordi forventningspresset ofte er både uklart og unødvendigt. Så start med at lette det pres på hinanden.

Fastlæg klare retningslinjer for mailbrug i organisationen

En organisation med mindre mailstøj er enige om, hvordan mails bruges konstruktivt til kommunikation, både internt og eksternt. Det sidste er sværere, så jeg vil anbefale, at I starter med at optimere jeres interne mailkultur. Det kræver først en afklaring af jeres nuværende mailvaner.

Hvordan bruger I mails i dag og hvad ønsker I at optimere?

Efter en afklaring kan følgende tre elementer styrke jeres retningslinjer for mailbrug:

  • Hvornår skal mail bruges? Mails er gode til formel kommunikation. Den hurtige bekræftelse på en aftale eller kort information om noget, det ikke kræver lange afhandlinger eller forhandlinger frem og tilbage. For nogen organisationer kan det være det vigtigste redskab til dokumentation af dialoger, men det er vigtigt at I er enige om, hvordan jeres kommunikation bør dokumenteres og om mails er det rette redskab. Nogle gange er det lettere at forholde sig til, hvornår mails I hvert fald ikke er det rette kommunikationsmiddel: Komplicerede afklaringer, som løses bedre via telefon eller et møde. Interne diskussioner egner sig også sjældent til det skrevne sprog og risikerer ofte at inddrage en masse mennesker, der ikke bør forstyrres for debatten er afklaret. Hvor tit har du ikke deltaget i en alle-mail om noget, du nok ikke burde være inddraget i? Det bringer mig til næste punkt:
  • Hvem skal modtage mails?  CC bør altid bruges sparsomt og til orientering. Der findes ikke noget mere ukonstruktivt for mailstøj og samarbejde end CC mailstorme. Indfør eksempelvis en regel om, at der maksimalt må være tre modtagere på en mail. Hvis flere skal informeres, er det fordi kommunikationen hører til i et andet forum.
  • Hvad er forventningerne til reaktion på mails? Hvis I skal afbøde digital stress I jeres mailboks, så er en tydelig forventingsafstemning på reaktionstid et nyttigt sted at arbejde. Det er ofte for implicit og kan dermed skabe unødigt pres hos modtager. Jeres organisation kan aftale nogle overordnede forventninger til, hvor ofte man checker sin mailboks, eksempelvis inden kl 10 og igen senest kl 15. Dermed kan man optimere sandsynligheden for at en mail bliver læst. I kan også aftale en forventning om, at hvis man ønsker et svar på sendte mails, så skal det skrives tydeligt i mailen, gerne med en konkret frist. Begge dele er med til at gøre den sociale kontrakt mellem afsender og modtager tydeligere. Det kan mindske stressniveauet hos modtager og påtvinge afsender til at overveje pkt 1. en gang til.

Mailstøj er muligt at minimere, men mails er kommet for at blive. Derfor er I nødt til at forholde jer aktivt til, hvordan de bør bruges.

En god digital arbejdskultur kræver handling

Mailstøj er ikke et problem, der løses med et enkelt værktøj eller en enkelt regel. Det kræver en kulturtilpasning, hvor hele organisationen tager ansvar for at kommunikere mere effektivt og meningsfuldt. Ovenstående er mit bud på, hvordan I kan komme igang med at forbedre jeres mailforbrug, så I får den nødvendige information, uden at at bliver overvældet i støjen fra alt for mange mails. Det er nødvendigt hele tiden at tilpasse jeres organisation til et godt digitalt arbejde med nogle klare digitale spilleregler.

Jeres digitale arbejdskultur kommer ikke kun via installation af nye værktøjer. Brugen af teknologierne er ikke nødvendigvis til jeres fordel, i hvert fald ikke hvis I adopterer teknologien uden eftertanke og handlinger. Som med alle andre forandringer kan man så starte med små skridt, der kan gøre en stor forskel:

  • Analyser jeres nuværende mailvaner.
  • Indfør 1-3 konkrete regler.
  • Evaluer effekten og juster efter behov.

Med den praksis kan I blive ved med at udnytte mails til god kommunikation og effektivt arbejde. Det kræver bare lige lidt bevidsthed og handling.

God arbejdslyst og

– Bettina Prühs

Læs mere om digital trivsel her på bloggen:

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Jeg er ikke en robot: