Hvordan giver det mening at skabe en balance mellem arbejdsliv og privatliv?

Work/Life balance?

Og hvem skal skabe den balance mellem dit arbejde og resten af dit liv?

Der tales stadig meget om work/life balance som en af måderne at imødekomme den meget stress vi oplever som en udfordring i vores arbejde.

Samtig udfordres denne skelnen mellem arbejde og privatliv, blandt andet af erhvervsmand og filosof Morten Albæk, der argumenterer for, at vi har et liv og kun er et menneske. Derfor bør vi opgive denne skelnen mellem forskellige livsfærer og fokuserer på at skabe et sammenhængende meningsfyldt liv, hvis man spørger Albæk.

Kan og skal vi skelne mellem arbejde og privatliv for at finde en work/life balance?

Men giver det mening at opdele livet i arbejde versus privatliv? Hvilke fordele kan det have? Hvad er problemet ved at forsøge at gøre det? Og hvordan vil du overhovedet lave den skelnen, når arbejdet i højere og højere grad bliver en glidende og grænseløs størrelse i tid, rum og ressourceforbrug?

Er arbejdet ikke livet?

For mange af os, er arbejdet en væsentlig og dybt integreret del af vores identitet. Måske er det bare for den sproglige nemheds skyld, at man opfandt et begreb som work/life, der i så høj grad adskiller arbejdet fra “livet”. Måske gav den opdeling mening, dengang man udelukkende arbejdede for at skaffe brød på bordet.

Det gør mange måske også i dag, men mange får samtidig udfyldt en mening med deres tilværelse, som går ud over det, at kunne brødføde deres nærmeste.

Vi udvikler os personlig og fagligt og vi indgår i sociale relationer, der påvirker vores mentale sundhed, vi udfører opgaver som (forhåbentlig) gør en forskel i en større sammenhæng og vi tilfredsstiller en masse af vores egne behov for anerkendelse, psykologisk tryghed, tilhørsforhold osv.

I et moderne arbejdsliv er arbejdet også vigtig kilde til menneskers overordnede livstilfredshed,  lykke, eller hvad man nu skal kalde det.

Hvorfor så insistere på, at der skal være en balance mellem denne del af vores liv og resten af det, vi fylder vores liv ud med?

Måske netop fordi arbejdet kan være enormt tilfredsstillende, kan man have en tendens til at give det for meget opmærksomhed. På bekostning af alle de andre ting vi har forpligtet os til, og som bidrager til vores livstilfredshed. Vi vil også gerne være en del af en familie og andre sociale sammenhænge, som giver andre og gode tilskud til vores lykke og samfund. Det skal der også være plads til.

Derfor er vi nogle gange nødt til at skabe plads, ved at lave en opdeling mellem arbejde og resten af livet. Fordi vi ellers ikke kan håndtere det, vores værdier tilskynder os at håndtere.

Segmentering eller integration af arbejde og privatliv?

For at arbejdet ikke skal for meget, har nogle mennesker brug for at segmentere mellem de forskellige livsområder. De er nødt til at sætte nogle grænser for, hvornår de arbejder og hvornår de laver andre ting.

For at arbejdet og privatlivet skal gå op i en højere enhed, har andre mennesker brug for at integrere de forskellige dele af livet. De er nødt til at smelte arbejde, fritid og familieliv sammen, for at kunne nå alt det, de gerne vil nå.

Sådan er vi altså forskellige.

Uanset hvilken en af kategorierne du falder ind under, er det er samme kompetence der bliver væsentlig for, om du oplever en kontrol over dit liv; selvregulering.

Selvregulering er vejen til en oplevet livskontrol

I et svensk studie fra 2014 (Mellner,  Aronsson og Kecklund) satte man sig for at undersøge behovet for grænsestyring (mellem arbejde og privatliv), hvilke faktorer der spiller ind på, hvorvidt en integration eller opdeling af de to domæner og hvordan det påvirker ens oplevelse af at have kontrol over sit eget liv.

Rammer og forventninger til arbejdet er det vigtigste, hvis du skal være ok med et arbejdsliv med flydende grænser

Kort fortalt viste studiet, at for dem der foretrækker at have et relativt sammensmeltet arbejde og privatliv, er klare rammer og forventninger til arbejdet afgørende for, om de stadig oplever en kontrol over deres liv. For de deltagere, der foretrækker en klarere adskillelse mellem arbejde og privatliv, er der mange flere psykosociale arbejdsfaktorer, der påvirker deres oplevede livskontrol. (og som dermed vel også lettere kan udfordre den oplevede balance.)

Selvregulering er en væsentlig kompetence, hvis dine grænser skal kunne styres

For begge parter i det ovennævnte studie skelnes der til individets egen evne til selvregulering som en afgørende faktor for at kunne styre sine grænser, hvad end man ønsker flydende eller faste grænser. Det stiller store krav til dig som individ.  Det er altså også op til dig, at sætte grænserne, ifølge dette studie. Du skal være god til at kende dine egne grænser og at handle, hvis grænserne bliver overtrådt uhensigtsmæssigt.

Selvom du er god til at regulere dine grænser på arbejdet, kræver det at arbejdspladsen respekterer dem

For ikke at havne i samme individualiserende ansvarsrolle, som stressforskningen nu i mange år har forsøgt at løfte os ud af, er det vigtigt at påpege, at din leder og din arbejdsplads altså også har en stor indflydelse på, om du kan regulere dine grænser.

Rammer og forventninger bør udstikkes af din leder. Din virksomhed spiller også en stor rolle i, hvorvidt din regulering bliver muliggjort. Hvis det skal virke, kræver det, at din arbejdsgiver respekterer, når du siger nej.

Ellers vil din oplevelse af at have kontrol over dit liv blive negativt påvirket. Hvilket kan have mange uheldige konsekvenser. Og dette gælder altså, uanset om du har brug for hårde eller flydende grænser mellem arbejdet og resten af dit liv.

God arbejdslyst og

Godt Arbejdsliv– Bettina Prühs

Hør i øvrigt og Adam Grants podcast Worklife om integrators and segmentors

Søg på “grænseløshed” i bloggen, for at læse flere artikler om emnet. Der finder du  f.eks. denne :

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Jeg er ikke en robot: