,

Manipulerer stressindustrien med dine følelser?

Arbejdsforholdende problematiseres unødigt af den branche, der lever af at løse problemerne.

Denne påstand kan læses forleden i en artikel, hvor forfatteren harcelerer over stress industriens problematisering af det, han mener er rimelige og fornuftige arbejdsforhold. Med en haltende logik argumenteres der for, at de danske medarbejdere oplever sig selv som stressede, fordi sådan nogen som jeg fortæller dem, at de er det.

Det vi taler om, bliver virkelighed

Og her skal jeg straks skynde mig at give ham en lille smule ret; det vi taler om, risikerer at bliver selvopfyldende profetier. Så når “stress industrien” sælger konsulenttimer til at forebygge eller helbrede stress, så kan de i værste fald være med til at skabe en mening, der underbygger egne påstande. Jeg tilslutter mig gerne, at verden delvis konstrueres af den mening vi tillægger den. Vi har derfor som industri et ansvar for at sikre, at vi ikke problematiserer forhold, der ikke er et problem. Ligesom drengen, skal vi ikke råbe “ulv”, bare for at tjene nogle penge. Nogen gange er der ikke et problem, og så skal vi selvfølgelig ikke skabe et.

Kan man tage en stressdiagnose alvorligt?

Men her stopper så også min enighed med forfatteren, der med denne logik i baghånden konkluderer, at fordi stress begrebet er svært at måle på, kan man ikke tage industriens “diagnoser” alvorligt, for de siger jo bare det, industrien gerne vil  have dem til at sige.  Hermed negligeres en stor del af den menneskelige verden, der består af andet og mere end ting, der kan måles og vejes objektivt. Subjektets oplevelse og følelser tillægges ingen værdi i forfatterens optik med argumentet: “det der ikke kan måles, findes ikke” (eller skal i hvert fald ikke tages alvorligt). Et noget umoderne trick, der hører til i et gammeldags objektivistisk paradigme, før de humanistiske videnskaber gjorde sit indtog for snart mange år siden.

Hvem har ansvaret for stress?

Ved at lægge ansvaret for medarbejdernes stress over på stress industrien, fralægges arbejdsgiveren dermed samtidig et ansvar.  Som direktør i en stor reklamevirksomhed har forfatteren tilsyneladende svært ved at forstå, hvorfor arbejdsgiveren skulle presse sine medarbejdere så hårdt, at de bliver syge af det. Men jeg har nu sjældent mødt en privat virksomhed, der ikke bekymrede sig om produktionen op mod en regnskabsafslutning, til trods for den risiko det medfører for øget slid på virksomhedens ressourcer (inkl. medarbejdere). Hvis han som direktør ikke kender sådanne interessekonflikter og kortsigtede målsætninger, så er det en usædvanlig virksomhed han repræsenterer.

Kan man tie stress væk?

Med den objektivistiske logik, der lægges for dagen i ovenstående artikel og andre lignende debatter, der får taletid i øjeblikket, så bør stressrelaterede sygdomme gå væk af, at man ikke vil tale om dem. Men bare fordi man ikke kan måle en mentalt lidelse objektivt, er det ikke ensbetydende med, at patienten ikke lider. At arbejdsgiverne forsøger at lægge ansvaret over på nogle andre, er ikke heller ensbetydende med, at deres ansvar forsvinder. Denne reaktion minder om strudsen, der stikker hovedet i et hul for at undgå farer, eller aberne, der nægter at se, høre eller tale om noget.

Og selvom der er indlagt en vis risiko for, at man forstørrer fænomenet, ved at anerkende eksistensen det, så er det sjældent muligt, at tie den slags fænomener ihjel.

Skylden skal fjernes

Dertil skal dog også siges, at den nuværende skyldsorienterede diskussion let kan stå i vejen for at finde konstruktive løsninger. Hvis der skal findes løsninger på stressfænomemet, kræver det, at begge parter anerkender fænomenet som eksisterende, men også at de samtidig dropper den lineære tænkningsform, som diskussionen bærer præg af: stress kan ikke lægges ind en direkte årsag-effekt logik. Dermed bliver det hverken medarbejderens eller arbejdsgiverens skyld, hvis en medarbejder bliver syg af stress.

Stress forårsages ikke af én bestemt ting. Derfor kan man heller ikke forhindre stress, ved at ændre på én ting.

Ikke al modstand gør stærk

Selvom jeg giver forfatteren ret i, at medarbejdernes trivsel kan øges ved at tydeliggøre formålet med deres arbejde, så er et tydeligt formål heller ikke nok til, at man kan modstå en hvilken som helst arbejdsbetingelse. Derfor  vil det klæde både medarbejdere og arbejdsgivere, hvis diskussionen kunne flyttes væk fra, hvem der har skylden og mere hen i mod løsninger. Og samtidig bør vi som stressindustri hele tiden holde os for øje, at vi ønsker at helbrede et problem, ikke skabe det.  Selvfølgelig skal vi ikke råbe “ulv”, hver gang vi ser på en normal situation, men modsat skal man ikke bare lukke øjne og ører for at undgå faren. Det går den ikke væk af.

Godt Arbejdslyst og

 Bettina Prühs

 

2 replies
  1. O.
    O. says:

    At synliggøre formålet med sit arbejde kan være tilfredsstillesen ved at se sit familieliv fungere, at man er i stand til at opfylde de forpligtelser man har påtaget sig.
    Der er ingen rationel grund til at lede efter et højere formål med den opgave man
    i kraft af evner eller uddannelse har påtaget sig at løse for mammon.
    Formålet kan aflæses på kontoudskriften den 1. hver måned.
    Spørg den polske metro-mudder- støjplagede- dagslysnægtede familiefar.
    Han har set lyset. Dog endnu ikke lyset for enden af tunnellen.
    Stress ? Det har jeg ikke rigtig tid til. Aner i øvrigt ikke hvad er. Det har vi ikke i Polen.

    Svar
  2. Bettina
    Bettina says:

    Den arbejderetik du beskriver hos metroarbejder-familiefaderen hører til i tidligere tiders arbejdsforståelse, der selvfølgelig stadig kan findes, særligt i “gamle” erhverv. I en mere senmoderne arbejdsforståelse identificerer man sig i højere grad med sit arbejde, hvorfor personlighed, identitet og arbejde smelter sammen. Derfor giver det mening at søge efter mening gennem arbejdet, da det ikke længere adskilles fra privatlivet og den person man er, når man holder fri. Og derfor giver det mening, at stress kan forekomme, hvis arbejdet virker meningsløst, for dermed fratages man en personlig tilfredsstillelse og livsmening.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Jeg er ikke en robot: