Hænger arbejdstid og stress sammen?

Er danskerne mindre stressede end andre europæere, når de nu arbejder mindre? Det korte svar er nej, ikke nødvendigvis. Når OECD netop har fremlagt tal  der viser, at danskerne  registreres med færrest ugentlige arbejdstimer i den vestlige verden, så er det ikke ensbetydende med, at vi dermed også bør være det folkefærd, der er mindst stressede. Den konklusion drages ellers i en overskrift i Politiken i går. Et synspunkt, der hurtigt blev delt begejstret af DA på de sociale medier. Men så enkelt er det bare ikke.

Lang arbejdstid er ikke nødvendigvis = stress

Som arbejdsforskeren Ejnar Baldursson også gør opmærksom på lidt længere nede i artiklen, så giver det ikke nødvendigvis mening, at måle arbejdspresset i form af vedkommendes arbejdstid.  At man har mere fri betyder ikke, at man ikke bliver stresset af sit arbejde. Men hvorfor dog ikke det? Så har vi jo god tid til at restituere fra vores jobs og tilsyneladende bedre tid, end de andre.

Men den første fejl der begås, når man søger at drage en konklusion, ved at sætte lighedstegn mellem færre arbejdstimer og mindre stress, det er,  at man ser bort fra indholdet af de optalte arbejdstimer.

Hvis vi har så meget fritid, hvad bliver vi så stressede af?

Der er store kulturelle forskelle på hvordan vi arbejder, når vi er på arbejde. De tal, der henvises til i Politiken, sammenligner den danske arbejdsstyrke med blandt andet Grækenland, Italien og Tyrkiet, hvor antallet af arbejdstimer ligger betydeligt højere end i Danmark. Og nu skal jeg selvfølgelig passe på hvad jeg siger, men har du nogensinde været på et kontor i Italien eller på et græsk hospital? Arbejdstempoet er ikke direkte sammenligneligt, for at sige det diplomatisk.

Arbejdstempo og fordeling af arbejdstid

Derudover er antallet af arbejdstimer også fordelt over store forskelle i brancher mellem landene. I Danmark har vi en betydeligt større videnbranche end grækerne – det vi laver, er væsentligt anderledes, end det de laver. Dermed påvirkes vi givetvis også forskelligt af vores arbejde. Det er formentlig mere oplagt at sætte lighedstegn mellem antallet af arbejdstimer hos en landbrugsarbejder og det slid hans krop dermed udsættes for.  Men når man arbejder med viden og innovation, så er det ikke det fysiske slid, der påvirker dit helbred. Og dit arbejde foregår i øvrigt heller ikke kun, mens du officielt er på arbejde.

Nogle af de største udfordringer jeg havde, da jeg arbejdede som IT driftschef, de blev løst mens jeg spekulerede over problemstillingerne over aftensmaden, eller når jeg burde have sovet. Jeg arbejdede i høj grad også, mens jeg officielt havde fri. Det meste af denne artikel er også udviklet under gåtur med hunden her til morgen. Og den slags arbejde tæller ikke med i statistikkerne.

Tankearbejdet er en indlagt det af det moderne videnarbejde, hvis vilkår dermed ikke kan tælles i antal arbejdstimer, man befinder sig på kontoret.

Omstrukturering og meningsløshed

Hvis vi så ser over på velfærdssektoren, der står for langt det største sygefravær i Danmark, så er der nok andre forklaringer på, hvorfor eksempelvis en sygeplejerske bliver stresset, selvom hun ikke nødvendigvis arbejder 50 timer om ugen.

Forklaringen kan i høj grad tilskrives sygeplejerskernes arbejdsform og politikernes konstante omprioritering af deres arbejdstid og fokus. Dermed opnår man aldrig stabile arbejdsrytmer og processer, hvilket kan medvirke til at holde stress niveauet nede.

Et godt eksempel på velfærdssektorens forandringshelvede, er behandlingsgarantien, der blev indført i år 2009, hvorefter alle patienter skulle igangsættes med en behandling inden for 1 måned. Dette blev ændret under Helle Thorning i 2012, så der blev foretaget en prioritering under udredningen og dermed flyttede fokus fra behandling til diagnosticering (de mest syge skulle nemlig helst først igennem systemet). Nu vil regeringen igen stramme behandlingsgarantien, så den bliver 1 måned uanset skelnen til sygdommens alvor og stadie. Hver gang en sådan politisk beslutning træffes, betyder det omfordeling af opgaver og forandrede arbejdsprocesser hos sygeplejersker og co.

Dertil kan lægges det absurd høje dokumentations- og kontrolniveau, som velfærdsprofessionerne er underlagt.

Arbejdsprocesserne underlægges et kontrolapparat og system

Som patient har jeg gennem 10 år set en helt konkret udvikling i arbejdsprocessernes forvandling på sygehuset. Jeg har behov for medicin, som jeg får udleveret ved at møde op hos en sygeplejerske på Rigshospitalet til en aftalt tid cirka en gang i kvartalet.  5 minutter senere kan jeg gå hjem med medicin. Da jeg startede som patient gik det let med en sådan udlevering og sygeplejerske var meget fleksibel med, hvornår jeg kunne afhente medicin. Men de senere år har det også et par gange været nødvendigt at flytte den aftalte tid, hvorfor sygeplejersken og jeg har ledt i hospitalskalenderen efter ledige tider. Og så tænker jeg jo: “5 minutter må da være muligt at finde”. Men for sygeplejersken er der ikke længere kun tale om 5 minutter. Et så enkelt patientbesøg kræver, at hun afsætter 45 minutter (!!). De resterende 40 minutter skal hun nemlig bruge på at åbne langsomme IT systemer, der ikke taler sammen og som alle kræver særskilt login og password. Heri skal hun indtaste en masse data for at dokumentere, hvad hun har brugt 5 minutter sammen med mig på.

Meningsløse arbejdstimer

Under sådanne arbejdsvilkår, så kan det godt være, at man kun arbejder 37 timer, men hvis 35 af dem går med meningsløs dokumentation, så er der ikke meget tid tilbage til det, som sygeplejersken elsker sit arbejde for. Patientkontakt og omsorg er det, der giver hendes arbejde mening. Og er der noget, der kan stress os, så er det et meningsløst arbejde.

Arbejdstid fjerner ikke meningsløshed

Derfor bør DA og regeringen tænke sig om en ekstra gang, før de benytter OECDs tal til at kunne skære yderligere i bevillinger og indføre flere kontrol- og dokumentationsprocedurer.  De stresser, også selvom vi arbejder mindre end de fleste. Og for os, der arbejder med grænseløst videnarbejde, giver det slet ikke mening at tale om den officielle arbejdstid som bestemmende for, om vi kan balancere mellem arbejde og privatliv. Det er nemlig ikke længere en balance, men en sammenfiltret størrelse.