Et godt psykisk arbejdsmiljø kan sikre helbreddet hos medarbejderne, der producerer mere, hvis de trives.

Arbejdsmiljøet mangler opmærksomhed før det går i stykker

Alligevel giver man i mange virksomheder først arbejdsmiljøet opmærksomhed, når det er blevet skidt. Og helst ikke mere end tvingende nødvendigt.

Jeg sidder lige nu og arbejder på at udvikle et tilbud til en kunde, der som udgangspunkt har bedt om et quickfix på et stort problem. Selvom jeg selvfølgelig gerne vil give kunden det han ønsker, sidder jeg med en fornemmelse af, at hvis problemet skal løses, så skal der andet og mere til end det, kunden har bedt om at få.

Ingen hurtige løsninger på et dårligt arbejdsmiljø

Kunden vil gerne have et hurtig løsning med lidt inspiration til, hvordan virksomheden kan tænke anderledes om problemet. Men et inspirerende foredrag flytter ikke ret meget. Slet ikke, når et af virksomhedens største problemer er, at medarbejderne ligger under for et stort arbejdspres. Så vidt jeg kan se, vil den løsning man har bedt om være ren symptom behandling og ikke løse ret meget på længere sigt.

Rigtig arbejdsmiljørådgivning betaler sig

Jeg vil derfor rigtig gerne overbevise kunden om, at virksomheden skal have den store forkromede udgave på en løsning, før det virkelig vil flytte noget. Der skal “rigtig” arbejdsmiljørådgivning og procesarbejde til, hvilket tager tid og derfor koster både penge og medarbejderressourcer.

Men hvordan får man overbevist en meget travl virksomhed om, at der skal bruges tid for at kunne håndtere mere?

“Vi vil rigtig gerne gøre noget ved vores stress, men vi har ikke tid til det.”

Denne udtalelse har jeg hørt i mange forskellige udgaver over de senere år.

Pres nedprioriterer miljøet når det er allermest vigtigt

Jo mere pres der kommer på medarbejderne, jo mere bliver arbejdsmiljøarbejdet tilsyneladende nedprioriteret i forhold til produktion.

Et inspirerende oplæg på et gå-hjem-møde giver kun ganske kort fokus på, at verden kan se anderledes ud. Men den ændrer sig ikke. Er det ikke lige som at holde varmen ved at tisse i bukserne? Det løser kun problemet ganske kortvarigt.

Brandslukning eller brandsikring?

Hvordan får man kunden til at lytte og investere i forbedring af arbejdsmiljøet, når problemet er stress og man derfor er for stresset til at løse problemet?

Da jeg i sin tid tog et kursus i forandringsledelse var regel nr. 1, at man skal skabe en brændende platform, når man ønsker at implementere forandringer.

Ifølge forandringsguruen J.P. Kotter, skal man skabe en oplevelse af nødvendighed, for at nedbryde den “naturlige” modstand mod forandring, som Kotter mener man ellers møder hos medarbejderne.

Når platformen brænder

Men når der er tale om stress problemer i en virksomhed, er medarbejderne ofte dem, der råber højest om, at noget er galt. At platformen brænder. Og ledelsen er desværre ofte dem, der forsøger at negligere ildebranden.

Måske opstille en brandslukker eller to i hjørnerne og hænge en beredskabsplan op i mødelokalerne. Måske et husk-nu-at-passe-på-dig-selv-oplæg til et fællesmøde. Men der gives ikke tilstrækkelig tid til at uddanne i brandslukning og da slet ikke til, at skabe brandsikre strukturer og miljøer.

Hvordan får vi startet tidligere?

Jeg vil meget gerne høre dine bud på, hvilke argumenter, der kan virke, hvis jeg skal overbevise om nødvendigheden i at skabe en større forandring af virksomhedens psykosociale arbejdsmiljø.

Mit spørgsmål til dig er derfor: Hvordan overbeviser man om, at det er tid til mere end brandslukning, når platformen står i lys lue og medarbejderne springer for deres liv. Hvad kan få ledelsen til at komme ud af deres fornægtende adfærd?

god arbejdslyst og

– Bettina Prühs