Iværksætter, det er noget man kan blive syg af

“Jeg har aldrig arbejdet så meget, tjent så lidt og haft det så sjovt før jeg blev selvstændig”.

Dette er udtalt med stolthed og smil på læben af en ITudvikler, der kæmper for at skabe en bæredygtig forretning ud af en god ide.

Det er hårdt arbejde at starte sin egen virksomhed

Iværksættere knokler da også ofte langt mere end lønmodtagere. Det er de nødt til, for at skabe en god forretning og det er de ofte også meget motiverede for, da der (forhåbentlig) arbejdes for en sag man brænder for. Mange fortæller, at det absolut er knokleriet værd.  Fordi pengene der kan skabes går direkte i egen lomme, friheden til at skabe sit eget arbejdsliv er uvurderligt og arbejdet opleves som mere værdifuldt af mange andre årsager.

Desværre er det ofte nødvendigt at arbejde rigtig rigtig meget, for at lykkes som selvstændig. Der er nemlig virkelig mange opgaver forbundet med at skabe sin egen forretning, også mange der ligger ud over ens kernekompetencer og det man synes er fedt. Men det er nødvendige opgaver for at nå i mål med ens vision, og derfor bliver det gjort, koste hvad det vil (ofte i arbejdstid).

Man er vel nødt til at ignorere arbejdsmiljøet, hvis man vil lykkes som iværksætter (?)

Det er nogle af årsagerne til hvorfor “arbejdsmiljøet” ofte bliver ignoreret eller overset, når man starter sin egen virksomhed. Fair nok, det kan være nødvendigt og de fleste kan holde til at arbejde, sove og gentage i en periode. Dette har i mange år været idealet og forståelsen af, hvad der skal til for at lykkes som iværksætter (se fx artiklen “Iværksætter: Jeg mener ikke det er muligt at nå toppen uden at arbejde 80 timer om ugen“).

Hvis man er sund og rask, skal det også nok gå. Måske.

Iværksætter, det er noget man kan blive syg af

Der kan dog let være en sundhedsmæssig udfordring i at være iværksætter.

En ting er de mange timers arbejde. Oveni skal lægges alle de bekymringer og beslutninger, der kan fylde hovedet, både i de vågne og knap så vågne timer. Det er den direkte opskrift til at blive syg af stress. Vi hører da også rigtig mange historier om, hvordan udbrændthed er noget af en epidemi i iværksætterland.

Hvis det så bare kun var den enkelte, der blev syg, så ville jeg næppe have skrevet dette blogindlæg. For det er jo et valg man træffer, og måske kender man risikoen. Men så bliver der ansat medarbejdere…

Iværksætteri påvirker sjældent kun iværksætteren

Problemet opstår ofte for alvor, når virksomheden vokser og den iværksættende

  1. ansætter medarbejdere til at trække læsset
  2. de ansattes forventes at knokle lige så meget som ejeren
  3. arbejdsmiljøet ignoreres eller overses stadig, selvom det nu ikke kun er den ene selvstændige, det går ud over

Hvad er problemet i, at man skal arbejde hårdt for at være del af et iværksættermiljø?

Hvor iværksætteren før kun havde sig selv at sørge for, bliver man nu til arbejdsgiver. Med det følger et ansvar for at sikre et fornuftigt arbejdsmiljø, men for mange iværksættere kommer ledelsesopgaven som en “bivirkning” og bliver ikke taget særlig alvorligt. Det gælder også det lovpligtige arbejdsmiljøansvar.

Noget der blev meget tydeligt, i udviklingsprojektet Sund ITledelse jeg lavede sammen med Velliv Foreningen og 60 små ITvirksomheders ejer/ledere. Langt de fleste havde ikke ledelseskompetencer eller ambitioner. De ville bare gerne vækste deres virksomhed. Det er de stadig igang med, men nu med struktureret ledelse og sparring som grundlag.

Det kan betale sig at udøve god ledelse som iværksætter

Det har omkostninger både for medarbejdere og for virksomheden, hvis man ikke tager dette ansvar og ledelsesopgaven alvorligt. Selv hvis iværksætteren lykkes med at vækste, uden at blive stresset, så kan det stadig betale sig at sikre god ledelse og et godt arbejdsmiljø. En helt ny undersøgelse har slået fast, at virksomheder med struktureret, professionel ledelse har bedre performance og det kan ses på bundlinjen. Det gælder både for store og helt små virksomheder.

Det kan altså betale sig, så hvad venter vi på?

God arbejdslyst og

– Bettina Prühs

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Jeg er ikke en robot: