Er det kun dig, der er stresset?

Vi tænker ofte om stress som noget, der skyldes for meget arbejde, eller fordi du ikke er kompetent (robust) nok til at klare din hverdag. Men hvad nu, hvis det også skyldes, at vi gerne vil passe ind i fællesskabet? For at passe ind, skal man være lige som de andre. Så hvad nu hvis du bliver stresset, fordi du forsøger at være ligesom du tror de andre er?

Vi mennesker handler jo rationelt, baseret på den viden vi har så let adgang til nu til dags. Vi kan derfor betragtes som fornuftige væsener, der med frie vilje træffer gennemtænkte og velinformerede beslutninger og derfor også bør stilles til ansvar for vores eget velbefindende. Sådan er det jo.

Eller er det?

Vi er irrationelle væsener, også når det kommer til stress

Der er andre forklaringer end arbejdspres og psykisk robusthed, der skal tages med i betragtning, når man forsøger at forstå, hvorfor nogle mennesker kommer ud i så højt et stress niveau, at de bliver syge af det. Det er sjældent en rationel beslutning og en del af årsagen skal findes i vores flokmentalitet. I vores konstante stræben efter at passe ind, bliver vores handlinger nogle gange kontraproduktive og selvskadelige.

Forleden blev jeg mindet om det sociale fænomen pluralistisk ignorance, der kort fortalt går ud på, at vi som mennesker ofte tror, at andre tror noget andet, end det vi selv tror, og derfor handler vi ud fra den tro, vi tror andre har.

Ja… altså med andre ord er vi ignorante når vi ønsker at tilpasse os vores omgivelser, baseret på en viden vi ikke har. Vi kommer til at handle ud fra noget vi tror, at vi ved, i stedet for at handle ud fra reel viden.

Da vi gør rigtig meget for at passe ind i fællesskaber, kommer vi derfor til at gøre ting, der ikke er i overensstemmelse med vores egne overbevisninger eller oplevelser af virkeligheden.

Er det kun dig, der er stresset?

Det gælder også, når vi bliver stressede på grund af for højt arbejdspres eller for store forventninger til os selv.

Hvis vi går rundt og tror, at alle andre kan klare det samme pres, som det vi oplever og har svært ved at håndtere, så holder vi problemet for os selv. For man vil jo nødig tabe ansigt ved at udvise svaghed. Og de andre ser jo ud til at kunne klare mosten, så det må jeg også hellere gøre. De andre synes tilsyneladende ikke det er hårdt, så det kan jeg nok heller ikke tillade mig at synes.

Men hvad nu hvis de andre går og tænker det samme som dig, men ikke tør indrømme det?

Hvad er det vi taler om?

På nogle arbejdspladser er det nærmest tabu at tale om stress. Her taler man kun om travlhed, og hvis man er stresset, er det din egen skyld og dermed også dit eget problem. Det gælder selvfølgelig også den modsatte vej; på nogle arbejdspladser taler man hinanden op i en nærmest uvirkelig stressoplevelse af arbejdet. Stort set alle udfordringer kan tales ind i at være en stressproblematik. Stress bruges endda nogle gange som et udtryk til at vise, at man er en travl, loyal og engageret medarbejder. Det bliver derfor et prestige ord at være stresset, med indlagt risiko for, at man bliver stresset fordi man tror, man er stresset.

Begge dele er jo sådan set lige grelt – om vi taler stress ned,  eller om vi taler den op. Hvordan vi taler om den sammen, har under alle omstændigheder betydning for, hvordan vi oplever vore egen stress. Men tilbage til de situationer, hvis vi taler så lidt om stress, at vi bliver overladt til vores egne forestillinger om, hvordan de andre egentlig har det.

Vi er sociale dyr

Den store grad af individualisering der er på arbejdsmarkedet i dag, går dårligt sammen med det faktum, at vi mennesker er meget sociale væsener, der tænker og agerer ud fra vores omgivelsers reaktioner, forventninger og normer. Vi prøver ihærdigt at klare os alene gennem arbejdslivet, på trods af, at vi er tæt knyttet til vores relationer og kulturelle baggrund.

De andre er med til at skabe din oplevselse

Vi tror, at vores fysiske og mentale tilstand kan tilskrives vores egen kognitive mestringsteknikker, når det i virkeligheden kun kan tage ansvar for en minimal del af vores måde at opleve og opfatte verden på. Vi tror, at “de andre” har en væsentlig anderledes opfattelse af verden, end vi har. På trods af, at vi skaber den oplevelse i kraft af den sociale forståelse vi tillægger verden.

Ligesom vores fællesskabsfølelse og samvær er et af de bedste mekanismer til at helbrede os og sikre og et lang liv, kan det altså også have den modsatte effekt, hvis vi bliver ignorante overfor, hvad der egentlig foregår.

De andre er også stressede

Hvis vi støtter os op ad en falsk, forestillet sandhed om, at de andre nok har det fint, mens det kun er mig selv, der er noget galt med, så får vi ikke bedt om, og modtaget den nødvendige hjælp til at håndtere virkeligheden. Selvfølgelig vil der være forskel i, hvordan man oplever en situation og hvordan man kan håndtere den.

Du er næppe alene om at være stresset over arbejdet

Det hele handler ikke om sociale konstruktioner. Men en stor del af det gør, for I er jo i samme situation. I sejler i samme båd. Det kan da godt være, I har hver jeres teknik til at sejle den, men mon ikke din kollega også oplever, at sidde i en båd, der sejler mod strømmen? Mon ikke, han også oplever det som en stor (og potentielt stressende) opgave?

Så pas på med hvilke tanker og overbevisninger du tillægger andre. Måske tænker de i virkeligheden det samme som dig. Måske er du ikke så alene om, at opleve din arbejdssituation som presset. Måske har andre også svært ved at få det til at hænge sammen.  Måske kan I sammen finde flere løsningsmuligheder, end hvis det hele skal løses af dig. Det er da i hvert fald værd at undersøge nærmere, ik?

God arbejdslyst og

– Bettina Prühs

PS: hvis du stadig tror du er et rationelt menneske, der kan lægge følelser og sociale normer til side, når du træffer beslutninger, så vil jeg lige give en varm anbefaling af bogen The Social Animal af David Brooks, der har mange gode fortællinger og facts om, hvordan vi agerer som sociale væsener.