Hvornår oplever vi os som stressede?

Hvornår oplever vi os som stressede

Finans bragte forleden en artikel, hvor de 10 mest stressende jobs blev afsløret på baggrund af en undersøgelse fra det Nationale center For Arbejdsmiljø (NFA).

Det var påfaldende, at nr. 1 og nr. 3 på listen er psykologer og  læger. Altså jobs hvor en del af de beskæftigede formentlig også har stress tæt inde på livet professionelt. Det var i hvert fald min tanke, da jeg på facebook kommenterede artiklen:

“Gad vide, hvor mange af disse psykologer og forskere der arbejder med stress?”

Min kommentar medførte hurtigt en respons fra en psykoterapeut:

“Præcis. ..det er ligesom lægen, der ryger og socialrådgiveren hvis børn selv går for lud og koldt vand”

Og det kan hun jo sådan set have ret i, hvis det spørgeskemaets svar afspejler er, at mange psykologer og læger selv er stressede. Hvordan skal de så kunne behandle andre stressede ? Jeg antager, at kommentaren implicerede, at disse praktikere måske skulle starte med at tage deres egen medicin, inden de begynder at dele ud af den.

Måske ser man mere stress, når man arbejder med stress?

Men min kommentar var egentlig møntet på en helt anden tanke. Måske er svarene i NFAs undersøgelse mere udtryk for, at man får det, man laver? Måske er stress en selvforstærkende størrelse.

Hvis man som psykolog eller læge møder mange patienter, der udtrykker problemer med at håndtere deres stress niveau og derfor søger behandling, så bruger man en stor del af sin dag på at undersøge og diskutere stresssymptomer og behandling. Jeg spekulerer derfor over, om den hverdag kan medvirke til at øge behandlernes stress.

Ikke fordi deres arbejde nødvendigvis er så presset, at det bør skabe voldsomme arbejdsbetingede belastningsreaktioner. Men fordi stress fylder så meget i deres bevidsthed, at de let tolker egne følelser og tilstande som noget stressfyldt. Bliver man stresset af at tale meget om stress? Det spørgsmål har jeg allerede haft under kærlig behandling tidligere, men jeg synes det fortjener en tur til.

Stress er også en fortolkning

Som det fremgår af ovenstående undren, så tror jeg på, at vores virkelighed delvis konstrueres af, hvordan vi taler og tænker om den. Ud fra den forståelse er stress ikke noget i sig selv, men eksisterer gennem vores måde at tale om det på. Selvfølgelig har det baggrund i nogle fysiske og mentale tilstande, der ikke kan eller skal afvises rent fysiologisk og som kan måles objektivt. Men måden vi forstår og fortolker disse tilstande på, afhænger af vores sprog og verdensforståelse.

Kært barn  har mange navne, det gælder også stress

Som psykologen Morten Willert sagde på en konference i sidste uge, så har kært barn mange navne. I 80´erne talte vi om at være i krise, hvis man havde det mentalt skidt, i 60´erne brugte vi betegnelsen dårlige nerver, i 30´erne talte vi om overanstrengelse.

I dag kalder vi det så stress. Der har været mange udtryk og beskrivelser for praktisk talt det samme fænomen, hvilket understreger vigtigheden af at overveje, hvad vores sprogbrug gør for vores velbefindende.

Den måde vi taler om stress på, former vores oplevelse af stress

For det er ikke kun en envejs konstruktion; at stress beskrives som noget bestemt betyder samtidig, at når vi har bestemte følelser og tilstande, bliver de oplevet som den beskrivelse vi benytter om tilstanden.

Hvis stress opleves som noget truende og ubehageligt, kan den oplevelse være med til at forværre tilstand. Virkeligheden og vores måde at tale om den på bliver dermed gensidigt konstituerende størrelser.

Hvis den antagelse har noget på sig bliver det så meget vigtigere, at vi er opmærksomme på, hvordan vi tænker og taler om ting.

Hvis psykologerne selv bliver stressede af at tale så meget om stress, så gælder det vel også den anden vej rundt. Både for psykologen og for patienten?

Bliver du ramt af stress?

Hvis patienten får bekræftet, at han har stress og at det er noget slemt noget, så får han måske også mere stress, som bliver mere ubehageligt.

Jeg tror derfor, at en del af stressbehandlingen, både på individuelt og samfundsniveau må være, at vi begynder at tale om psykisk pres og mental ubehag på en ny måde. At vi søger at problematisere disse tilstande mindre. Ikke negligere dem, men måske bare starter med at ændre vores sprogbrug, så man ikke “bliver ramt” af stress eller “bliver syg” af stress, men i stedet eksempelvis “oplever stress” og “har et for højt stress niveau”.

Sådanne italesættelser giver individet større mulighed for at ændre og forbedre hans situation, end hvis der tales om store ubehagelige størrelser, der kommer imod ham og rammer, nærmest lige meget hvad man gør.

Talermåder som “du er hvad du spiser”, eller “det man hører, er man selv” har grobund i denne konstruktive forståelse, som jeg også mener har betydning for nutidens stress. Jeg vil derfor gerne tilføje et nyt slogan til rækken: “du får den stress, man taler om”.

God weekend, når vi når dertil og

LogoLinkedIN Bettina Prühs

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Jeg er ikke en robot: