Tør du spørge dit team om råd?

Tvivl

“Det er bedre at kende nogle af spørgsmålene, end alle svarene.” – James Thurber

Du kender det sikkert selv: udfordringen ved at skulle inddrage dine kolleger for at få svar på det du undrer dig over. Det er jo lettere at tie stille og så bare udfylde hullerne med antagelser, (måske) kvalificerede gæt og overspringshandlinger. Det er måske ikke helt så smart, men det er følelsesmæssigt lettere. På den måde behøver man nemlig ikke udstille sine mangler og risikerer dermed ikke at blive gjort til grin eller vurderet som dårligere end man er.

Bare spørg, hvis du er i tvivl

Det lyder jo enkelt, at man bare skal spørge, hvis der er noget man er i tvivl om. Virkeligheden er bare en anden: det er nemlig sårbart at vise tvivl. Derfor er mange arbejdspladser præget af en mangel på spørgsmål. det kan medføre mange flere fejl og mangler, end der behøver at være.

Et spørgsmål kan åbne op for nye perspektiver og øge kvaliteten af leverancen. Der er vel næppe noget mere uproduktivt, end når alle parter opnår hurtig enighed. Det skaber i hvert fald ikke noget nyt og det dækker ofte over tabte muligheder og store risici. Derfor har det stærke team modet og evnen til at både spørge og lytte til hinanden.

Et stærkt team tør stille spørgsmål og høre svar

Hvad er det så der skal til, for at turde vise sårbarhed nok til at spørge? Hvordan gør man det, når kollegerne sidder fysisk langt væk, hvilket jo mindsker tilliden til den anden?

Forskning har vist, at psykologisk tryghed i virtuelle teams har vist sig at gøre det meget lettere at navigere med de udfordringer et online samarbejde medfører. Når der er psykologisk tryghed, er man ikke helt så bekymret for hvad andre tænker og synes om en. Dermed bliver det også lettere at kommunikere åbent og ærligt, trods den distance webkameraet lægger i relationen.  (Gibson og Gibs 2006)

Det kræver dog, at der er plads i relationerne og samarbejdet til at spørge. Og at der lyttes til spørgsmålene.

Giv plads til at spørge og lytte

Der skal opnås tilstrækkelig tryghed til at turde vise, at man ikke ved alt. Det skal både være tilladt og muligt, i praktisk og social forstand. Hvis I vil gøre det muligt at stille spørgsmål i jeres team, kan I gøre det lettere ved at

    • Afsætte tid til at lære hinanden at kende som mennesker.
      Det skaber den nødvendige tillid som er en vigtig forudsætning for at kunne opdyrke psykologisk tryghed i arbejdsfællesskabet. Læs mere om tryghed og tillid her på bloggen.
    • Opfordre medarbejderne til at udtrykke deres undren og bekymringer ved enhver given lejlighed
      Det er værdifuldt at udvikle sig og det gør man bedst og hurtigst ved at stille spørgsmålstegn ved de vedtagne vaner og konklusioner.
    • Tage de andres spørgsmål alvorligt.
      Gør det prisværdigt at man udstiller sin manglende viden og betragt ethvert spørgsmål som en mulighed for at gøre alle klogere.

Hvilken medarbejder roser I mest? ham der ved alt, eller ham der tør spørge?

I et stærkt team skal man turde spørge. Derfor kan næste måneds medarbejder være ham, der har stillet det vildeste spørgsmål. Tør I det?

God arbejdslyst og

– Bettina Prühs

Hvis du vil læse mere:

Adam Grant (2021): Think again – the power of knowing that you dont know

Amy Edmonson (1999) : Psychological safety and Learning Behavior in Working Teams

1 svar

Trackbacks & Pingbacks

  1. […] til at spørge og lytte til de andre, er noget af vejen frem til at undgå fejl. For hvis vi fejrer vores fejl og bringer dem frem i […]

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Jeg er ikke en robot: