,

Hvor blev fortroligheden af?

lægedatabehandling

Grænsen mellem arbejde og privatliv er ikke hvor vi troede den var.

Apropos mit sidste blogindlæg er der p.t. adskillige sager i gang, der forsøger at afklare, hvor grænsen går mellem fortrolighed og arbejdsgiverens ret til information under en sygemelding.

Arbejdsgiver kan få aktindsigt i sygebehandlingen

I går kunne man læse en artikel om en sygemeldt medarbejder, der blev fyret efter arbejdsgiveren havde søgt og fået aktindsigt i hendes sagsforløb hos jobcentret. En del af sagens akter belyste oplysninger givet af medarbejderen læge og psykolog, dvs. oplysninger der må kunne betragtes som fortrolige mellem patient og behandler.

Ankestyrelsen har givet tilsagn i, at arbejdsgiveren har ret til aktindsigt i forbindelse med langtidssygdom fordi det har relevans for refusion af sygedagpenge. En lignende sag er i gang via FTF, der afventer en afklaring fra Østre Landsret til foråret.

Arbejdsgivers indsigt i en sygemelding overskrider privatlivets grænser

Begge sager reagerer på det totalt grænseoverskridende  element i, at arbejdsgiveren får adgang til så private oplysninger, som der her er tale om, og dermed i høj grad overskrider grænsen til, hvor meget man som arbejdsgiver bør blande sig i, og have adgang til hos sine medarbejdere.

Hvor knækker filmen?

En ting er, at jobcentret tilsyneladende har pligt til at udlevere oplysninger om den sygemeldte til vedkommendes arbejdsgiver. Dette er i sig selv uheldigt, men måske også rimeligt nok i betragtning af, at arbejdsgiveren er en part i sygedagpengesagen og derfor har legitim interesse i disse oplysninger.

Hvordan havner en læges notater i jobcentrets papirer?

Man kan så undre sig over, hvordan disse oplysninger i første omgang finder frem til en statusattest fra lægen og psykolog til jobcentret. Bør sådanne oplysninger videregives fra behandler til jobcenter?  Uanset om man skelner til sundhedsloven §40 stk 1 eller til forvaltningslovens § 27, er en læge underlagt tavshedspligt omkring deres patienters privatliv.

Det må da være muligt at afgive en status til jobcentret om patientens helbredstilstand/arbejdsmæssige formåen uden at fortælle om, hvilken medicin vedkommende får udskrevet og hvilket forhold til chefen der måske ligger bag en sygemelding.

Behandlingsdata skal håndteres bedre hos lægerne

Dermed er det måske at sigte det forkerte sted når FTF forsøger at få tilhold i, at arbejdsgiveren ikke skal have adgang til jobcentret sagsakter. Måske skulle man i stedet kigge på, hvilke praksis der udføres i forbindelse med udarbejdelse af disse akter?

Hvis man som patient ikke kan vide sig sikker på, hvor de oplysninger man giver til sin læge i et fortroligt rum, havner henne, hvor villig vil man så være fremover til at blive behandlet? Og hvem vil have glæde af, hvis patienterne begynder at tilbageholde relevante oplysninger, at frygt for hvem der læser med?

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Jeg er ikke en robot: