, ,

Hvornår skal vi på pension?

4 pointer om udfordringerne ved en forlænget pensionsalder.

Pensionsalderen sættes igen på spil. Hvorfor? Er det ok? Hvad er alternativet?

I gårsdagens P1 debat  blev Statsministerens udmelding om endnu en forlængelse af pensionsalderen heftigt debatteret. Debatten havde et par gode pointer gerne vil fremhæve og uddybe:

  • Der ønskes en differentieret pensionsalder og et mere differentieret arbejdsmarked til at tilgodese, at vi bliver nedslidte på forskellige tidspunkter.
  • Befolkningsudviklingen er steget langt mere end den indførte pensionsreform for 2006 søgte at tilgodese. Der bliver derfor ikke råd til at helbrede og understøtte de mange pensionister, hvis vi ikke gør et eller andet.
  • 2/3 af den øgede indtjening der kan skabes ved at forlænge pensionsalderen med ½ år bliver ikke ædt op af regeringens lovede skattelettelser (heller ikke hvis man antager, at en skattelettelse ikke medfører øget arbejdsudbud). De penge kan dermed bruges til at finansiere, at vi bliver flere plejekrævende ældre.
  • LO og DI er enige om, at det er nødvendigt at forbedre arbejdsmiljøet over en bred kam, hvis en højere pensionsalder skal være realistisk.

Vi bliver nedslidt forskelligt

Der er ingen tvivl om, at en specialarbejder, der løfter skraldespande vil have sværere ved de mange og tunge løft, når han bliver 72. Det er næppe så fysisk krævende at være kontoransat eller buschauffør. Forskellige jobs giver forskellige udfordringer og forskellige aldre for, hvornår vi kan klare vores arbejde. Den forskellighed bør tilgodeses i vores pensionssystem. Men det gør den vel også allerede?

Differentiering i pension og arbejdsformer.

Seniorfleksordninger og førtidspensionssystemet er netop beregnet på at imødekomme den forskellighed. Det kan være, at der så skal skabes mere fleksible og mindre bureaukratiske systemer, før problemet løses. Men grundstrukturen for en tilbagetrækning afhængig af helbredstilstand er til stede.

Vi har ikke behov for flere men bedre differentierede pensionsløsninger.

Arbejdsmarkedet har også fleksjob og skånejobordninger, der til en vis grad kan imødekomme behovet for et differentieret jobudbud. Men som jeg også har skrevet om for nylig , er der lang vej endnu, før arbejdstagernes måde at tænke og agerer på, tilgodeser den store forskellighed der er kendetegnene for vores arbejdsudbud. Det offentlige fyrer en alt for høj procentdel ældre, når der sker nedskæringsrunder. Og fleksjobs oprettes primært til medarbejdere, der allerede er ansat i virksomheden. Eller  fleksjobbene kræver så få kvalifikationer, at højtuddannedes kompetencer ikke udnyttes.  Vi har både behov for flere og mere differentierede jobformer til dem, der ikke længere kan .

Har vi råd til at gå på pension?

Der flyver mange tal rundt, når pension og velfærdssystemet diskuteres, men det er ikke til at komme udenom, at der bliver flere ældre. Og selvom der kan argumenteres for, at pensionsalderens stigning imødekommer en del af dette problem, bliver de mange ældre dyre at “vedligeholde”, da de er en stor omkostning også i sundhedssystemet. Der skal altså flere penge i statskassen til at kunne finansiere denne udvikling. De penge kan vi kun finde ved at spare yderligere eller bede folk arbejde længere.

Flere af P1 debattens deltagere ytrede ønske om at kunne komme på pension for at nyde alderdommen. Og det kan de fleste vel godt blive enige om lyder dejligt. Men hvis vi gerne vil have et velfærdssystem, der tager hånd om vores ældre og sikrer deres gode helbred, så koster det altså penge. Den gyldne pensionsalder skal altså tjenes hjem ved at vi udskyder tiden før vi går på pension. Paradoksalt, men nødvendigt.

Hvordan holder vi så længere?

Både LO og Dansk Industri holdt derfor dejligt fast i, at en væsentlig del af løsningen på dette paradoks er, at vi skal sikre et godt arbejdsmiljø, så medarbejderne bliver mindre nedslidte og dermed også kan holde længere på arbejdsmarkedet. Når vi taler det fysiske belastninger, som slider på ryg og led, er den teknologiske udvikling heldigvis godt i gang med at skabe robotter, der kan aflaste. Det kan medvirke til at forlænge arbejdsdueligheden for især rigtig mange FOA/3F medarbejdere. Dermed øges også deres chancer for at overleve i flere år efter pensionsalderen opnås, så de forhåbentlig også kommer til at nyde nogle års otium på den anden side af arbejdslivet.

Både det fysiske og psykiske arbejdsmiljø betyder noget for pengekassen

Desværre er der mange medarbejdere, der ikke arbejder med tunge løft, men som alligevel  bliver syge af deres arbejdsmiljø. Vi skal ikke glemme, at det psykiske arbejdsmiljø står for en stigende del af sygefravær og førtidspensionsomkostningerne i vores velfærdssamfund. Hvis disse “funktionærer” også skal kunne holde til at gå senere på pension, er det nødvendigt at give det psykiske arbejdsmiljø lige så meget opmærksomhed, som det fysiske har haft siden 1970´erne. Jeg kan derfor kun tilslutte mig Morten Skovs frustration over det meningsløse i, at der er skåret mere end 180 millioner af arbejdsmiljøindsatsen over de seneste 10 år. Den investering disse penge kunne være, ville give et stort afkast i form af flere raske medarbejdere, der ikke har behov for førtidspensioner. Hvis man er psykiske nedslidt som 60-årig, har man ikke mulighed for at udskyde sin pension, som velfærdsstaten beder om. Det må derfor være i alles interesse, hvis vores arbejdsmiljø tilgodeser vores helbred.

Det handler både økonomi og livskvalitet

Ud over at det er god statsøkonomi, er vi også mange, der får høj livskvalitet af at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet længst muligt. Men det kræver en indsats fra alle parter.

Har du andre gode bud på, hvordan vi skal holde til vores arbejde og samtidig finansiere vores gode velfærdssamfund? Skal vi arbejde til vi er for syge til at arbejde? Eller skal vi have ret til at gå på pension på et bestemt alderstrin, uanset helbredstilstand? Hvordan skal det finansieres? Hvilken pris er du villig til at betale?

Del meget gerne dine tanker om dette emne.

God arbejdslyst og

Godt arbejdsliv

– Bettina Prühs

 

2 replies
  1. Hans Jørgen Holmberg
    Hans Jørgen Holmberg says:

    En udvidelse af antallet, af arbejdsmarkedsparate, vil være et absolut fordel for virksomhederne. Sker udvidelsen på betingelser, der tilgodeser individuelle behov, på grund af helbred. Det væres sig, samlet antal år på arbejdsmarkedet og det udførte arbejdes belastning på individet fysisk, psykosocialt, ergonomisk, kemisk/biologisk samt de risici som kan ramme en på kort sigt, så vil udvidelsen være acceptabel. Det kræver dog et system, der mere lempeligt end førtidspensioneringen og arbejdsmarkedets erhvervssikring, anerkender udfordringer i at deltage på 100 % tid i arbejdslivet.
    Samtidigt må virksomhederne og deres HR afdelinger samt “Rekrutteringsindustrien” være åbne for at en på 65 kan have 5 – 10 gode arbejdsår tilbage. Det er længe nok til at vedkommende kan være bedste bud på en åben stilling. Vilkårene for jobs til seniorer, må betragtes med samme selvfølgelighed, som jobs til kvinder i den fødedygtige alder og forældre med børn i grundskolen.
    Personligt, forestiller jeg mig ikke mit arbejdsliv afsluttet før de 70 år, og dersom jeg føler arbejdet relevant, så kunne jeg godt fortsætte til de 80. Jeg har tegnet efterlønsforsikring, private pensionsordninger også videre; men tilhørsforholdet til samfundslivet er vigtigere end tidlig pensionering, hvor golf, fotografi, rejser samt andet kan fylde hverdagen.

    Svar
  2. Bettina Prühs
    Bettina Prühs says:

    Jeg er helt enig. Arbejdsløsheden blandt ældre har aldrig været lavere, men det er til gengæld betydeligt sværere at få job, når man først har mistet det i en høj alder. At have en medarbejder i en høj alder kræver, at man er i stand til at tænke ud over de normale ansættelsesformer og der er desværre lang vej at gå endnu.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Jeg er ikke en robot: