, , ,

Hvor meget mening og selvbevidsthed skal vi have i arbejdet?

Robusthed og mindfulness er de helt store buzzwords i diskussionen om stress og trivsel på arbejdspladserne i dag. Vi skal være robuste medarbejdere, der kan sænke eget stress niveau ved at være mindful og dermed have stor indsigt i vores egne stress reaktioner. Vi skal være dygtige til at lytte til os selv for at være en god medarbejder. Vi skal kunne håndtere vores stress, så den ikke går ud over vores arbejdsdygtighed og vores liv.

Det er meget at forlange af en medarbejder, som vel i bund og grund først og fremmest skriver under på, at levere en stykke arbejde til en produktion, når der indgås aftale om et jobforhold. Men tilsyneladende skal vi også skrive under på, at det foregår under fuld selvkontrol.

Kan det virkelig passe, at robusthed skal være et krav?

Selvom relationen mellem arbejdsgiver og arbejdstager er forandret, så der ikke altid opleves det strenge modsætningsforhold i interesser som tidligere, så er den grundlæggende struktur stadig den samme: arbejdsgiver har brug for en ressource, som arbejdstager tilbyder mod en rimelig betaling.

Men forventningerne mellem arbejdstager, arbejdsgiver og jobindhold har ændret sig og det er en del af forklaringen på, hvorfor der nu fokuseres så meget på medarbejdernes personlige velbefindende.

Vi skal ikke kun levere et stykke arbejde med vores arme, ben og hoved. Vi skal bruge vores personlighed og psyke for at kunne levere. Hvis psyken ikke er i topform, så går det ud over vores arbejdskvalitet.

Samtidig forventer arbejdstagerne, at modtage et meningsfuldt job som en del af betalingen for sin ydelse. Men man kan vel ikke tale om meningsfuldhed, uden samtidig at tale om psyken?

Det er en krav fra begge parter

Der er ingen tvivl om, at en stor del af den arbejdsbetingede stress skyldes arbejdsgivernes umenneskeliggørelse af medarbejderen som ressource: de presses ganske enkelt ud over det menneskeligt og moralske acceptable. Men samtidig mener jeg man skylder debatten, at gøre opmærksom på det krav der stilles den anden vej fra; at arbejdet skal være meningsfuldt.

Stress kan afhjælpes ved at sikre meningsfuldhed i arbejdet. Men modsat, er dette krav om meningsfuldhed med til at skabe stressende jobs. Hvis vi kunne nøjes med et “meningsløst” arbejde, ville det næppe være lige så stressende, når vi ikke får løst alle opgaver til tiden eller den ønskede kvalitet. Det harmonerer bare ikke særlig godt med det moderne menneskes selvforståelse.

Begge parter skal tage ansvar

Men når vi insisterer på interessante og meningsfyldte jobs, har vi som medarbejdere også et medansvar i at finde løsninger til at kunne få et arbejde i overensstemmelse med moderne værdier og samtidig håndtere dette arbejde, så vi kommer igennem dagen med helbredet i behold. Det fralægger ikke chefen ansvaret for gode arbejdsbetingelser, men peger på det uproduktive i at skyde skylden på “de andre” og det åbner for nye muligheder.

Jeg tror ikke på individuelle løsninger, så som mindfulness- og personlig robusthedskurser. Det lægger for stort et ansvar på den enkelte i betragtning af, at vores arbejde og liv foregår i en social sammenhæng. Den eneste måde at komme arbejdsstress til livs på, skal findes i denne sociale sammenhæng : i fællesskabet på arbejdspladsen. I et samarbejde mellem arbejdsgiver- og tager. Og mellem arbejdstagerne. Den evige kasten skylden frem og tilbage løser tydeligvis ikke noget og giver os ikke det, vi gerne vil have.

God arbejdslyst og

Logo– Bettina Prühs

 

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Jeg er ikke en robot: