, , ,

Hvornår skal vi hjælpe psyken?

Hvornår skal vi hjælpe psyken?

De sidste par dage har jeg tilbragt på et kursus i psykisk førstehjælp gennem Psykiatrifonden,  hvor deltagerne lærer om psykiske sygdomme og om, hvordan man skal agere overfor en kollega, hvis han udviser symptomer på en mental lidelse.

Det er med meget ambivalente følelser jeg er vendt tilbage til mit skrivebord, med en håndbog over symptomer på depression, angstlidelser, psykoser og traumer og anvisninger til, hvordan man bør agere overfor personer, der udviser disse symptomer.

Viden om psykiske lidelser nytter

Jo, det er absolut en nyttig viden at have, hvis man møder et menneske, der har det skidt.  Det er nødvendig viden på enhver arbejdsplads, da det giver en større forståelse for, hvad mentale lidelser er, hvordan de påvirker den lidende, og hvad man kan gøre for at sikre en tidlig indsats.  Det kan være med til at fjerne nogle af de tabuer, der er forbundet med at være psykisk syg og hallelujah for det! Mange ledere og medarbejdere vil have gavn af, at få udbredt sin viden om dette, for viden skaber forståelse og rummelighed.

Men…

Viden kan være med til at overfortolke handlinger

Kender du det, at du netop har lært noget nyt og derefter straks ser alting i lyset af denne nye viden? Gravide kvinder ser pludselig et hav af andre gravide på gaden. Bilkøbere begynder at lægge mærke til særlige bilmærker eller egenskaber, fordi de er ved at vurdere fordele og ulemper ved et bilmærke. Psykologi studerende ser ubevidste handlinger over alt og kommer med psykodynamiske forklaringer på hvad som helst.

Det samme er indlagt i risikoen ved, at være på kursus i at yde førstehjælp overfor psykiske lidelser. Pludselig er der psykisk sygdom alle vegne.

Når jeg holder foredrag om stress på arbejdspladsen, gør jeg en del ud af at understrege, at man ikke skal tolke al adfærd som stress, bare fordi en adfærd eller følelse står på listen over stress symptomer. Den liste er jo lang og beskriver et hav af symptomer, der også kan findes i mange andre sammenhænge. Men hvis der er for mange symptomer, i for lang tid, er det advarselssignaler, som skal tages alvorligt. Det gælder selvfølgelig også, hvis der er anden mental lidelse på banen, end “bare” stress.

Ikke alt er sygdom

Selvom det på en af undervisningsmaterialets første sider understreges, at man som ‘psykisk førstehjælper’ ikke lærer at stille en diagnose, eller behandle psykisk syge, er det netop i diagnoserne problemet opstår. Når underviseren tilskynder, at man bruger formuleringen så som “Jeg kan se du har det skidt og udviser symptomer, der også ses ved generaliseret angst…”, så er man godt i gang med at italesætte en adfærd som unormal og sygelig. Hensigten er helt sikkert god, da intentionen er, at få den lidende til at søge behandling, hvis der nu skulle vise sig at være noget helt galt. Og det kan da også være relevant, men i mange tilfælde, kan et sådan udsagn resultere i en unødvendig eskalation. Formuleringer af den slags kan medvirke til at stigmatisere handlinger og følelser, der er helt alment menneskelige.

Psykiatrifonden er ude i en vigtig mission, når de udbreder viden om psykiske sygdomme,  men missionen har bivirkninger.

Pas på med at sygeliggøre det naturlige

Jeg ønsker på ingen måde at underkende fremkomsten af, at mange mennesker har psykiske udfordringer, der kan gøre det svært at få en hverdag til at fungere. Der er ingen tvivl om, at hvis man hører stemmer eller har tvangstanker, kan det være yderst invaliderende og svært at leve med. Især i et præstationssamfund, hvor man forventes at være toptunet hele tiden, for at kunne betragtes som en “god borger”.

Jeg er dog bekymret for, at for mange psykiske udfordringer, bliver sygeliggjorte. At normen for, hvad der er normalt og ok indskrænkes, hvis vi taler om psykisk sygdom i for mange kontekster. At den indskrænkede rummelighed, der er en del af forklaringen på, at 800.000 danskere i dag er på overførselsindskomst, den bliver endnu mindre, hvis selv mindre psykiske lidelser skal forstås som sygelige.

Måske opponerer jeg bare mod det sproglige brug, jeg har mødt. Der tales hele tiden om psykiske sygdomme og diagnoser, hvilket er en vigtig del af problematikken.

Der er forskel på en diagnose og en lidelse

Som Brinkmann og Petersen også behandler i antologien Diagnoser (2015) er diagnostisering af psykiske lidelser i sig selv problematisk, da diagnoserne sådan set bare er en beskrivelse af en klynge symptomer og dermed ikke definerer sygdommen som andet end symptomer. Der ligger ikke en sygdom bagved, der kan forklares gennem naturvidenskabelige briller, som når man fx diagnosticerer kræft ved at finde en kræftcelle.  Diagnosticeringssystemet ved psykiske lidelser bliver dermed en selvforklarende forklaringsmodel. Det kan blandt andet ses på, at mange psykiske diagnoser er forsvundet ud af systemet gennem tiden. Hvornår har du sidst hørt en, der definerer sig som “hysterisk” eller “sindssyg” ? Det er bare et par af de diagnoser, der ikke længere står på lægens liste. Men lidelserne og symptomerne bag disse diagnoser kan vel stadig findes? Måske, men nu har de et nyt navn eller en ny fremtræden.

Ved at tale om meget psykisk ubefindende gennem diagnose sproget, risikerer man at få sygeliggjort en høj grad af den menneskelige psykes naturlige reaktionsmønstre. I den ovenstående tekst har jeg helt uforvarende tal om lidelser i stedet for at tale om sygdomme. Ved at tale om en lidelse, anerkender man stadig, at en psykisk oplevelse kan gøre lige så ondt, som en fysisk lidelse. Men at have ondt, er ikke ensbetydende med, at man er syg. Ved at tale om en lidelse, skabes der et større rum for, at man godt kan have ondt, uden at være “farlig” at være sammen med.

Du skal stadig gøre noget

Men tilbage til kurset i psykisk førstehjælp, for der er ingen tvivl om, at tanken er god. Både ledere og medarbejdere bør afklædes den berøringsangst, der kan være forbundet med at møde et menneske, som har ondt i psyken. Det skal vi lære at håndtere, så vi hjælper, uanset om benet er brækket eller psyken er overbelastet. Vi skal ikke være bange for at sætte os selv i spil, hvis vi møder et menneske, der har det psykisk svært. De er stadig bare mennesker (og kun de allerfærreste er voldelige).

Det er selvfølgelig bedre at gøre et eller andet, end slet ikke at gøre noget.

Men man kan skal ikke være blind for, at man kan komme til at gøre skade, hvis enhver psykisk ubefindende fortolkes som et symptom på en psykiske sygdom. Tag udgangspunkt i, at det er et udtryk for at helt normal menneskelig reaktion på at håndtere “ubehagelige” følelser.

Hvis du møder et menneske, der har det svært, så tag din medarbejder/leder/kollega maske af, og mød vedkommende som et menneske. Sæt din egen agenda til side og vær nærværende. Lyt til vedkommende og brug så din empati og viden til at sikre, at det menneske du sidder overfor bliver i stand til at komme videre. Hvad enten det er i en ambulance, til en behandler, eller bare som et menneske, der lige havde brug for at nogen pustede lidt på såret.

Psykisk hjælp som en del af beredskabet.

Helt lige som arbejdspladsen har en brandslukker og skilte med “I tilfælde af brand, ring 112”, bør der være et klart beredskab til at håndtere, hvis en medarbejder får et psykisk sammenbrud. Det inkluderer kompetente medarbejdere til at yde den initielle assistance og en let tilgængelig liste over behandlingsmuligheder,  Derfor vil jeg slutte af med en kraftig opfordring til, at I får opgraderet jeres beredskab til også at omfatte reaktionsstrategier overfor psykiske lidelser. hvad enten der er tale om en stressreaktion, et traume eller en psykose. Det koster nærmest ingenting, men kan have umådelig stor værdi.

God arbejdslyst og

– Bettina Prühs

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Jeg er ikke en robot: